Natur & SportSverige

Dyreoplevelser i Skåne

Marsvinesafari ved Kullen, gåtur med nuttede alpakaer og verdens største dyrepark for skandinaviske dyr. Er du dyreelsker, så er der masser af muligheder for at komme tæt på de firbenede venner i Skåne. Vi guider dig til nogle af de fantastiske steder i Skåne, hvor du og børnene kan komme helt tæt på dyrene.  

Skånes Djurpark

I den hyggelige Skånes Djurpark i Höör kan du møde Skandinaviens vilde dyr. Mød eksempelvis polarræven - eller fjällräven som den hedder på svensk - helt tæt på. Du kan også se lossen med dens flotte prikker og korte hale. Eller hvad med den mystiske jærv med de store fødder og den buskede hale? Nordens dyr er fantastiske, og I kan se mange af dem i Skånes Djurpark – næsten hundrede forskellige arter har de i den store park. Parken har flere grillpladser, så det er en rigtig god idé at have træbriketter og grillpølser med på turen.

I parken finder du desuden Expedition UPP - en 350 meter lang hængebro 9 meter oppe i træernes top. Herfra kan I opleve dyrene og naturen fra oven og i et helt andet perspektiv. Parken har også en helt særlig beboer. I 2016 flyttede børnenes yndlings får, Frode Får, nemlig ind på intet mindre end 20.000 kvadratmeter. Her træder du ind i en enestående verden, der er bygget op omkring historien og karaktererne, som du kender fra tv-serien og filmen om Frode Får. Mød Frode Får på markedspladsen eller kør på den 250 meter lange traktorbane, hvor du helt sikkert bliver overrasket undervejs.

Skånes Djurpark
Skånes Djurpark

Skånes Djurpark
Jularp 150
249 93 Höör

Alpaka trekking

På Alpackahof i Skåne kan du komme tæt på de nuttede og søde alpakaer. At gå en tur gennem skoven med disse følsomme og tålmodige dyr, er som balsam for stressede sjæle og en helt unik naturoplevelse.  

At gå en tur med alpakaer er ikke noget man gør med en stram deadline. Her er devisen "vejen er målet", og når man omgås de store rolige dyr er meningen man man skal glemme tiden for en stund. Deres rolige væsen og hyggelige gemyt gør, at selv de mest forsigtige børn søger deres nærhed og blomstrer op.

Alpacka Älg & Ekofarm
Hultet 3261, Västra Torup

Alpaka trekking

Foto: Visitskåne

Marsvinesafari på Kullen

Kullahalvøen ligger det otte kilometer lange bjerg Kullen. Stedet er på alle måder et besøg værd, og byder på dramatisk natur med store klipper. Og lige her, i havet ved Kullen, kan man opleve marsvin – verdens mindste tandhval der ligner en lille delfin.

Fra havnen kan man tage på en guidet bådtur og opleve marsvinene, eller tumlerne som de hedder på svensk, helt tæt på i deres naturlige omgivelser. Fra båden kan I også opleve klippevæggene, der gemmer på mere end 20 skjulte grotter.

Tumlare
Tumlarsafari

Foto: Visitskåne

Tropikariet i Helsingborg

På en regnvejrsdag er det oplagt at besøge Tropikariet i Helsingborg. Her kan børnene opleve eksotiske dyr fra hele verden. Mød lemurer fra Madagaskar, verdens mindste abe fra sydamerikansk eller rør ved hajer og krokodiller. Eller hvad med at besøge regnskoven om natten, hvor du kan opleve ægte flagermus. I Tropikariet kan I bl.a. møde aber, slanger, firben, edderkopper, kakerlakker, øgler, kamæleoner og meget mere.

Hävertgatan 21
254 42 Helsingborg

Tropikariet i Helsingborg

Foto: Visitskåne

Tykarpsgrottan i Hässleholm

Ved Hässlehol ligger Tykarpsgrottan - en underjordisk grotte 10-12 meter under jorden hvor lokale bønder i århundreder har udvundet kalk. I dag kan man besøge grotten som turist og komme på guidede rundvisninger og arrangementer som afholdes her. Det er en god idé at huske varmt tøj, for der er overraskende koldt at besøge grotten.

For 80 millioner år siden var stedet dækket af hav fyldt med blæksprutter og havuhyrer. Resterne af dem ligger i dag begravet i kalken og derfor kan man i dag tage på underjordisk fossiljagt her. Tykarpsgrottan er også hjemsted for masser af flagermus, og derfor er grotten lukket dele af året. Om efteråret holdes der halloween i grotten, hvor du kan komme på guidede ture, spøgelsesvandringer eller lytte til uhyggelige spøgelseshistorier.

Tykarpsgrottan i Hässleholm

Tykarp 7169,
281 92 Hässleholm

Ystad Zoo

Ystad Zoo er en hyggelig zoologisk have med 60 forskellige dyrearter fra hele verden. Zebraer, lemuer, kameler, aber og reptiler. For de yngste besøgende er der også en børnezoo med ponyridning og klappegeder.

Ystad Djurpark
Skårby
27191 Ystad

Ystad djurpark Zebror

Foto: Visitskåne

To papegøjer i Ystad Zoo.

Foto: Visitskåne

Rigtig god tur!