Kultur & SightseeingSverige

Halland

Mand windsurfer på en høj bølge iført våddragt.

Nord for Skåne ligger landskabet som for 400 år siden var dansk. Halland er præget af lange kyststrækninge, frodig skov og nogle af Sveriges fineste strande. Og her spiller havet en helt central rolle.

Siden middelalderen har Hallands tilhørsforhold været kaotisk, og stedet har huset mange krige mellem Danmark, Sverige og Norge. De mange krige gjorde området fattigt og udpint, og i dag står Varbergs fæstning tilbage og minder os om en tid, hvor magten i Norden hele tiden skiftede.

Halland er kendetegnet ved fantastiske strande, kultur, spa og vidunderlig natur. I de kystnære byer som Varberg, Halmstad og Falkenberg er der masser at se og opleve. Apelviken ved Varberg er perfekt til surfing og fra Kattegatleden, der løber langs hele Hallands kyst, kan man opleve de mange hyggelige fiskerbyer. Kun få kilometer fra kysten er der frodige skove, dybe søer og smuk natur, der er ideel til vandreture, løb og cykling. 

Mand går ad sti med hegn på toppen af en bakke med skov nedenfor.

Foto: Robin Söderholm

I Halland findes en helt særlig ro. Allerede fra begyndelsen af ​​1800-tallet var man her overbevist om, at sol, frisk luft og saltvand var godt for helbredet. Derfor har man i Halland en lang spa-tradition og det er ikke tilfældigt, at nogle af Sveriges bedste spa-hoteller ligger netop her. Som kontrast til roen tilbydes der også førsteklasses shopping. Lige syd for Göteborg ligger Hede Fashion Outlet, hvor du kan finde kendte mærker til udsalgspriser, og i Ullared ligger Skandinaviens største varehus, Gekås.

Falkenbergs Strandbad

Falkenberg Strandbad ligger fredeligt ned til Skrea strand lidt væk fra byen. Siden 1937 har mennesker valfartet hertil for at nyde havets brusen og den smukke strand. Falkenberg Strandbad kan desuden prale med at have den længste badebro i Sverige på hele 248 meter - en kvart kilometer ud i Kattegat!

Falkenberg Strandbad ligger cirka to timers kørsel fra broen, og er et topklasse-spa af de samme ejere som Ystad Saltsjöbad, men med lidt mere cigar og cognac-stemning. Her slipper du ikke fra uden at være tanket helt op på luksus og afslapning. Hotellet har et skønt spaområde, der med en flot ny indretning og fine detaljer skaber en hyggelig atmosfære. Der er alt fra tropiske bade, behagelige daybeds, kæmpepejs med levende ild og forskellige kolde og varme bade. Stedet har en lang opvarmet pool med direkte udsigt til havet, hvor de åbne vinduer lukker en frisk brise ind. Er du en ægte viking har du mulighed for at hoppe en tur i havet fra badebroen.

Det kan varmt anbefales at tilkøbe den eksklusive oplevelse The Retreat Club, som er gør-det-selv sparitualer fra hele verden. I kommer blandt andet igennem fodbad, Hamam, isscrup, ansigtsmaske, rasul lermaske og afslapning ved den åbne pejs. The Retreat Club vandt i øvrigt Europas bedste "Luxury Resort spa" 2017.

Med CLUB Øresund får du op til 20% rabat på et spaophold her

Havsbadsallén 2A,
311 42 Falkenberg

Lilla Napoli

Hvis ikke du vidste, at Lilla Napoli er en af Sveriges bedste pizzeriaer, så ville du sandsynligvis være gået forbi. Den hvide bygning er beskeden og har tidligere været en tankstation. Men indenfor serveres ægte napolitansk pizza. Her er det enkelt, uhøjtideligt og afslappet, men råvarerne, håndværket og pizzaen tager de meget alvorligt, og den lille pizzeria i Falkenberg har taget verden med storm.

Halmstadvägen 1,
311 45 Falkenberg

Foto: Robin Söderholm

Borgmästargården

Boller, kager og mennesker skaber de perfekte rammer for en hyggelig café med rustikke møbler og fint porcelæn. På Borgmästargården vil man smide så lidt så muligt ud, så udbuddet varierer fra dag til dag afhængigt af sæson og hvilke råvarer der er tilgængelige på dagen. Men du kan være helt sikker på at alt er bagt med omtanke, kærlighed og passion.

Storgatan 31,
311 31 Falkenberg

Solhaga stenugnsbageri

På charmerende Solhaga fremstilles pain au chocolat med rigtig smør, boller bagt med mel fra hallandske møller og syltetøj og vaniljecreme koges fra bunden. Om sommeren forvandles bageriet til en café i haven, men det charmerende lille stenovnsbageri er åbent hele året rundt.

Ågatan 2,
311 68 Slöinge

Prostens Pizza

Lisa Lemke, Marcus Nordgren og resten af familien bor i præstegården i Skrea Backe uden for Falkenberg. Her finder du fantastisk pizza i et hyggeligt miljø, hvor gode råvarer er i centrum. Menuen består af håndplukkede lækkerier og rustikke pizzaer i romersk stil, og et par gange om måneden tænder de op i pizzaovnen, dækker langbordene op og stiller skiltet op til Prostens pizza på Skrea Backe.

Foto: Jonathan Strömberg

Skrea Matbruk

Højst oppe på Skrea Backe, med en vidunderlig udsigt over vinmarker, marker og enge, har Skrea Matbruk åbnet sine døre. Her serveres hjemmelavet ægte pasta, nybagt foccacia og omhyggeligt udvalgte vine. Maden laves til stor del af lokale økologiske råvarer der er sæsonbestemt.

Foto: Jonathan Strömberg

Lis mejeri

Lis Mejeri er hjemligt, hyggeligt, kreativt og anderledes. Her møder du Johan og Rina, der med jævne og ujævne mellemrum åbner deres populære hjemmekro. De laver mad uden underligheder, men gerne med en uventet twist. Råvarerne hentes direkte fra haven eller fra gårdene i nærheden.

Lis 102
311 93 Långås,
Falkenberg


Halland - The Edible country

Langs den hallandske kyst venter en unik madoplevelse. Her kan du booke bord på en smuk strand, midt i klitterne blandt siv og den salte vind. Tilkøb en madkurv, egen kok eller bliv guidet og pluk det spislige som gror i området.

Foto: Jonathan Strömberg

Gekås Ullared

Udenfor Falkenberg ligger et af Sveriges største besøgsmål, Gekås Ullared. Gekås Ullared er Skandinaviens største varehus, og her finder du ALT hvad hjertet kan begære. Næsten 5 millioner beøsger hvert år Gekås Ullared - og med god grund. Her er der virkelig penge at spare sammenlignet med danske priser.

Danska vägen 13,
310 60 Ullared

Foto: Gekås Ullared

Kattegattleden

Kattegattleden er Sveriges første nationale cykelsti og strækker sig langs hele Hallands kyst, fra Helsingborg til Göteborg. På de 390 kilometer er havet hele tiden ved din side. Cykel gennem små hyggelige fiskerbyer, gør et stop ved gårdbutikker, caféer og kunstgallerier og pak madkurven ud på en af de mange fine sandstrande. Kattegattleden er opdelt i 8 etaper, og på den smukke tur er der noget at opdage for alle.

Foto: Oskar Albrektsson

Varberg

Lige ud til havet ligger Varberg, der er en populær ferie- og badeby, der domineres af fæstningen. Her er der lange sandstrande og mulighed for at bade fra klipperne. Byens navn kommer af vard-berg – der betyder bavnehøj.

Foto: Natalie Greppi

Varbergs fæstning

Varbergs fæstning er bygget på en klippe tilbage i 1200-tallet, dengang Halland og Varberg var dansk. Frem til 1600-tallet lå byen op ad borgen, for det var her, befolkningen kunne finde beskyttelse og søge tilflugt ved angreb.

Svenskerne og danskerne kæmpede i mange år om fæstningen, men i 1569 indtog danskerne den. Den danske kong Christian 4. fik ombygget fæstningen til et moderne forsvarsanlæg - faktisk et af de mest moderne på den tid. Varberg var dengang nemlig Danmarks nordligste post. Arkitekten bag, er den samme som stod bag Rundetårn, og tårnet med den brede gang er en kopi heraf – blot omvendt, for man kunne trækker kanonerne opad i Rundetårn.

Inde i fæstningen ligger Hallands kulturhistoriske museum, hvor man kan se moseliget, Bockstensmannen.

Varbergs Fästning 
432 44 Varberg

Kallbadhuset

Ved siden af fæstningen ligger Badeanstalten Kallbadhuset. Stedet blev bygget i 1820’erne og er bygget på pæle ud i vandet i en orientalsk stil. Kallbadhuset har én afdeling for herrer og én for kvinder, og har åbent både sommer og vinter.

Foto: Natalie Greppi

Ästad Vingård

Forestil dig at spa og natur smelter sammen til et lille paradis, der ligner noget der er taget ud af en eventyrbog. Og forestil dig at ligge i en dampende varm undervands-sauna, med udsigt til søens undervandsliv og lyden af den knitrende pejs. Den er god nok. Det findes.

Ästad Vingård, der ligger ikke langt fra Falkenberg og Varberg, er en af Sveriges største vingårde og ligger smukt i et naturreservat og Åkulla bøgeskove. Stedet er omgivet af fantastisk natur, masser af søer, økologisk landbrug og stedets 15.000 vinstokke præger landskabet. Her finder du opskriften på det perfekte ophold: unikke værelser, der giver følelsen af at sove ude i naturen, udsøgte vine som er produceret på stedet, lækker mad som er lokalproduceret, og ikke mindst - et spa som du aldrig har oplevet det før. Lad dig ikke forskrække af, at stedet er en vingård hvis du ikke er vinkender, for Ästad Vingård har så meget at byde på! 

I spa'en finder du også forskellige kolde og varme bade, hvoraf flere er under åben himmel og med udsigt over skove og enge. Her kan du ligge og slappe af, og finde roen og balancen. Og så kan du naturligvis bade i den krystalklare sø, hvor det om vinteren somme tider er nødvendigt at slå hul på isen for at tage et friskt dyb.

Ästad 10,
432 77 Tvååker

Restaurant Äng på Ästad vingård

Oplev spændende smage på Restaurant Äng på Ästad Vingård, hvor råvarerne kommer fra skovene, engene, søerne og gårdene rundt omkring i lokalområdet. De kreative menuer laves i harmoni med naturen og ændrer sig efterhånden som årstiderne skifter.

Varbergs kusthotell

Få skridt fra havet ligger Varbergs Kusthotell, som er et gammelt kystsanatorium der i dag fungerer som luksusspa, og hvor mange søger hen for at forkæle sig selv og slappe af. Her springer en helsebringende kilde som blev opdaget for 200 år siden. Man byggede efterfølgende brøndhus og et badehus op omkring, og stedet blev hvert år besøgt af mange som alfartede hertil for at drikke af kilden og benytte sig af de helende kræfter.

At tøffe rundt i badekåbe og tøfler, få ansigtsbehandling og gå fra massage ind i saunaen for bagefter at slænge sig i en liggestol med en god bog – det er dagligdag på Varberg Kusthotel. Med en unik blanding af god mad, fantastisk beliggenhed, træningsfaciliteter og Sveriges eneste Thalassospa, er Varbergs Kusthotell et af Hallands mest populære spa-hoteller, hvor havet konstant er til stede. Her kan du nyde lokale råvarer og førsteklasses mad i restauranten, prøve tangbadet med håndplukket tang fra Apelviken eller slentre langs den dejlige strandpromenade.

Comwell Varbergs Kurort
Niels Kreugers Väg 5
432 24 Varberg

Strömma Farmlodge

Langt ude på landet finder du den rene idyl, hvor du kan finde et helt unikt sted med sjove secondhand fund og fine indretningsdetaljer. Besøg den dejlige gårdbutik og drik hjemmelavet limonade i den blomstrende gårdhave ved Strömma Farmlodge.

Strömma
432 77 Tvååker

Foto: Oskar Albrektson

Brittas strandveranda

Brittas Strandveranda er det perfekte sted efter en dag på Apelvikens strand. Slå dig ned, nyd lækker mad og kig ud over havet. Surdejspizza, burgere og andet godt serveres på den skønne veranda med udsigt over havet og Brittas er et skønt mix af mad, musik og lækre drikke.

Tångkörarvägen 2,
432 54 Varberg

Foto: DMP Nordic og Reisegutta 

Johns place

Midt på Apelviken-stranden ligger restauranten, der er en af favoritterne i Varberg. Her laves maden over åben ild, og menuen er sæsonbestemt, så råvarerne anvendes når de er bedst. Om sommeren er det muligt at hænge ud på terrassen, og pejsen varmer godt, mens vinden blæser uden for.

Tångkörarvägen 4,
432 54 Varberg

Foto: DMP Nordic og Reisegutta 

Spiseriet på Johnssons gård

På nyåbnede Spiseriet har man en forkærlighed for nordisk mad. Gæsterne bydes på vellavet mad i et fint udendørsmiljø, og på gården er der blandt andet café, keramikværksted, blomsterbutik og et lokalt bryggeri.

Vare 47 Johnssons Gård,
432 91 Varberg

Apelviken strand

Lige uden for Varberg ligger en af områdets mest berømte strande  - Apelviken - et paradis for vind- og kitesurfere, og en af Nordeuropas bedste windsurfing-strande. Her kommer entusiaster og nybegyndere hele året rundt for at opleve friheden på havet. Langs stranden er der masser af restauranter, lounges og caféer, der inviterer dig indenfor i varmen. Om sommeren kan man i højsæsonen leje surfbrætter på stranden og tage surf lektioner.

Åkulla Bokskogar

Udenfor Varberg ligger Åkulla Bokskogar – en 50 kvadratkilometer stort naturområde, der giver gode muligheder for vandreture og cykling. Åkulla Bokskogar er et af Sveriges bedste bøgeskovsområder, og naturreservatet med over 20 søer og masser af naturreservater er et populært udflugtsmål for hele familien. Udover det bølgende landskab, troldeskove og masser af søer er Åkulla også stedet, hvor man fandt et af moderne tids mest spektakulære fund, Bockstensmannen, som kan ses i Hallands Kulturhistoriske Museum.

Foto: Visit Halland

Halmstad

Halmstad er Hallands største by og om sommeren vrimler her af turister med badetøj i strandtasken. For i Halmstad skal man ikke bevæge sig langt for at finde skønne strande, dybe skove, golfbaner og fantastiske fiskesteder.

Halmstad byder på masser af sjove attraktioner for børnene som f.eks. eventyrs-badeland og legeland. Fra Halmstad kan I let komme længere ind i Halland, hvor den storslåede natur rummer store muligheder for lystfiskeri, vandring, cykling og ture med kano på søer og åer. Halmstad er desuden Hallands golfdestination nummer ét med over 10 forskellige baner lige i nærheden.

Et af byens absolut førende attraktioner er badeparadiset Tylösand. Området lokker rigtigt mange besøgende til på grund af den brede strand, forlystelseslivet, spa, golf og kunst.

Hotel Tylösand

Med havet lige uden for vinduet og trukket lidt tilbage i klitterne, ligger Hotel Tylösand med en spektakulær udsigt over Kattegat. Stedet er kårret som Nordeuropas bedste spahotel i 2017. Hotel Tylösand har siden 1995 været i hænderne på Per Gessle og Björn Nordstrand, der har forvandlet stedet til vestkystens mest personlige hotel. Her finder du både ro, rekreation, luksuriøs spa i to etager, underholdning og her kombineres smukt design med innovative restauranter.

Hotel Tylösand
Tylöhusvägen 28
302 72 Halmstad

Foto: Steven Erixon

Halmstad Slott

Halmstad Slott er en del af byens fæstningsværk fra 1615, og det var danske kong Christian 4. som lod slottet opføre. Slottet havde i mange år en gullig farve i forskellige nuancer, men står i dag igen i den oprindelige røde farve. Bordgården er åben for besøg selvom slottet er lukket for besøgende.

Aschebergsgatan 1,
302 42 Halmstad

Söderfamiljen

På Söderfamiljen er der tæt mellem bordene og stedet inviterer til gode samtaler med bordmakkeren. Maden der serveres varierer efter sæson og humør, men der er altid flere gode retter at vælge imellem. Fikaen er hjemmebagt og du kan vælge mellem spændende drikkevarer. På Söderfamiljen er kærligheden til hinanden og til maden det aller vigtigste.

Södra Vägen 35,
302 90 Halmstad

Foto: Lisa Söderholm

Steninge Kuststation

På Kuststationen i Steninge holder man af mad som er nærproduceret, vegetarisk og hallandsk. Mange af retterne indeholder klimatsmarte og spændende ingredienser som tang, alger og grønkål. Husk også at prøve den populære morgenmad, hvor grøden koges af en rigtig grød-verdensmester.

Steninge Kustväg 30,
305 72 Haverdal

Bord med blå dug og mad serveret i form af salat og pandekager.

Feldts bröd & konfekt

Hos Feldt’s Bröd & Konfekt er kærlighed den vigtigste ingrediens. Boller, surdejsbrød, is og hjemmelavede colaer fylder hylder og vægge inde i det lille bageri. Bageriet er populært, så sørg for at ligge vejen forbi allerede om formiddagen, så du er sikker på, at både kanelboller og surdejsbrød ikke er udsolgt.

Kasten Rönnowsgatan 10,
302 94 Halmstad

Laholm

Und dig selv et besøg i smukke og charmerende Laholm. Med rødder helt tilbage til 1200-tallet, er det Hallands ældste by, og det fornemmes tydeligt i byens gader. Byen er fyldt med små butikker, gode overnatningsmuligheder og Nordens eneste tegningsmuseum. Ved kysten ligger badestedet Mellbystrand, der er én af Sveriges længste badestrande, og lokker med muligheden for at bade i det skønne Kattegat.

I Laholm kan du besøge kunstmuseet i Hisholt eller spille golf på de mange golfbaner. Oppe på Hallandsåsen kan du for eksempel vandre eller stå på ski om vinteren. Den store højderyg Hallandsåsen giver mulighed for ture på mountainbike eller på gåben. Kungsbygget og Vallåsen, er også et besøg værd, og hos Kungsbygget kan man prøve ”rodel” - som er en slags bobslæde uden sne – på en næsten én kilometer lang bane.

Kungsbyggets Äventyrspark

Midt på Hallandsåsen, omgivet af dejlige skovområder, ligger Kungsbygget Äventyrspark. Med udsigt over Halland tilbydes adrenalinfyldte oplevelser som Sommarrodel, Zip line og Bungy Rocket. Rodelbanen snor sig ned gennem skoven og med Zipline flyver du, med en faldhøjde på 70 meter, ned ad Hallandsåsens smukke bjergskråning. Der er også en gigantisk katapult, hvor du bliver skudt 25 meter lige op i luften. Tag venner og familien med og forbered jer på et vildt eventyr!

Kungsbygget 44,
312 98 Våxtorp

Vallåsen Bike Park

På grænsen mellem Halland og Skåne ligger Vallåsen Bike Park, en af Sveriges bedste parker til downhill cykling. På den nordlige hældning af Hallandsåsen er der mange forskellige stier i varierende sværhedsgrad ned ad bjerget, og rundt om åsen er der også hyggelige singelspor til dem, der kører mountainbike. Stoleliften er åben, og Vallåsen har også caféer, butik, værksted og hyggelige cykelvenlige stier.

Yllevad 154,
312 98 Våxtorp

En cyklist kører ned ad en sti i en tæt skov med høje træer og grønt omkring sig.

Hede Fashion Outlet

Lige uden for Kungsbacka ligger Hede Fashion Outlet, hvor du kan finde masser af kendte mærkervarer til outletpriser. Det er spændende at gå rundt i de mange butikker fyldt med tøj, indretning og tilbehør fra både nationale og internationale mærker. Her kan du spare op til 70% af de normale priser på mærker som Levis, Nike, Gant og mange flere.

Kungsparksvägen 80,
434 39 Kungsbacka

Hylte - Stedsans in the Woods

Langt ude i den dybe hallandske skov ligger Stedsans in the Woods. Her finder du danske Mette og Flemming, som har skabt noget helt unikt. Maden laves over åben ild, og gæsterne bor i træhytter ved søen. Stedsans lå tidligere på et tag i København og var en af Danmarks mest populære restauranter. Men nu er de flyttet til hallandske Hylte, og tilbyder en gastronomisk oplevelse ud over det sædvanlige. Stedet skal opleves!

109 Bohult,
314 91 Hyltebruk

Et rustikt bord med levende lys og glasplade, der er dækket udendørs i en skov, dekoreret med hængende lys og omgivet af træer og grønne planter.

Rigtig god tur!

Læs mere på VisitHalland