Restaurant & CaféSverige

Kaffepause i Malmø

En guide til Mamøs bedste kopper kaffe

Hvad enten du er taget til Malmø for at shoppe, se på kunst, museer eller noget helt tredje kan kaffetørsten pludseligt melde sig. Vi guider dig til vores favoritsteder og de bedste kopper kaffe i Malmø.

Lilla Kafferosteriet

I et skævt bindingsværkshus med flere end 100 år på bagen, godt fyldt op med loppefund fra starten af sidste århundrede, ligger Lilla Kafferosteriet. Stedet laver skøn kaffe, og i det gamle charmerende hus i flere etager er der utrolig mange hyggelige kroge og utallige rum man kan slå sig ned i. Her får du serveret ægte kvalitetskaffe – som de selv rister efter alle kunstens regler. Læg dertil fantastiske bagværk fra Olof Viktors på Österlen og Konditori Katarina i Malmø. Både gulerodskagen og kardemommebollerne er værd at gå gennem ild og vand for. Lilla Kafferosteriet ligger tæt på gågaden og egner sig fint til børn.

Lilla kafferosteriet
Baltzarsgatan 24
211 36 Malmø

Foto: Thomas Hyrup Christensen

Solde Kaffebar

Hvis I har lyst til en ægte italiensk kaffe-oplevelse, stående ved baren med god stærk espresso, så finder I det hos Solde. Her gås der ikke på kompromis med kaffen; de har sågar deres eget hemmelige risteri nede i Malmø havn. De forskellige bønner kommer fra individuelt udvalgte plantager, der ofte er udvalgt af ejerne selv på ture ”ude i marken”.

De færreste turister finder kaffebaren, som er på størrelse med en skotøjsæske, selvom den ligger centralt. På Solde Kaffebar kommer kaffenørderne. Her kan du i løbet af en dag møde en stor del af byens hipsters, der kommer for at hente sin stamkaffe og måske en sandwich af de to slags, som bydes på. De vil ikke lade sig nøje med den næstbedste espresso, og Solde er deres andet kontor. Du kan også købe kaffe udstyr og surdejsbrød med hjem. Lokalet er lille og smalt med varierende kunst på væggene og ikke så nemt at få øje på. Men der er god grund til, at det næsten altid er velbesøgt.

Solde Kaffebar
Regementsgatan 2
211 42 Malmø

Foto: Solde

Patisseri David

Her taler vi smørbagte Madeleine kager, croissanter, macarons og de der bedårende små tærter med citronfyld, creme eller hindbær som ligner et helt lille kunstværk. Den franske konditor David tager sin arv virkelig alvorligt og den, som har en fransk sød tand, finder sit paradis lige her. Alt er her hjemmebagt og lavet fra bunden med vanilje fra Madagaskar og 70% kakao fra Callebaut. Her er god plads inden døre, og caféen ligger tæt på centrum og shoppingcentret Caroli.

Pâtisserie David
Östergatan 7b
211 25 Malmø

Slottsträdgårdens Kafé

Tænk, at kunne sidde i et drivhus og drikke sin kaffe? Eller ved bordene langs med farvestrålende tulipaner og duften fra krydderurtehaven… Det kan du i Slottsträdgårdens Kafé, og her er omgivelserne fuldstændig fantastiske, eftersom caféen ligger i Malmøs store slotspark bag museet. Tæt på den snoede kanal kan du tage en pause fra storbyens puls og nyde den lille grønne oase. Stedet styres af en af Sveriges berømte tv-kokke, Tareq Taylor. Her serveres rigtig god kaffe, lækre, hjemmelavede bagværk og kold og varm frokost.

Slottsträdgårdens Kafé
Malmöhusvägen 8
211 18 Malmø

Foto: Tina Stafrén/imagebank.sweden.se

Konditori Hollandia

Hollandia er en klassisk café og konditori i den elegante salonstil med charmerende boudoir dekoration og røde fløjlsstole. Simpelthen det mest centrale sted at komme til kræfter over en god kop kaffe efter en anstrengende shopping tur. Kaffe, romantik – og et lille stykke fransk tærte! Her drikker Malmøs pæne damer kaffe og Konditori Hollandia har gennem tiden ikke forandret sig ret meget. Her finder du svensk klassisk bagværk, formidable lagkager og højtbelagte rejemadder til frokost. Kvalitet og tradition står i højsædet.

Konditori Hollandia
Södra Förstadsgatan 8
211 43 Malmø

Gateau

Gateau findes en række steder i Sverige og ikke mindre en 7 steder i Malmø. Her køber man fantastiske surdejsbrød, månedens grovbolle, yndige mini-Sarah-Bernard-kager og lækre lagkager. Og her bages bollerne med ægte smør. De fleste steder er der borde både ude og inde, og du kan købe en række merchandise med hjem. Alt fra brødknive til biscotti, müsli og forklæder. Og kaffen er den helt rigtige slags. Gateau finder du for eksempel i Västra hamnen, ved Trianglen, i Limhamn og i Caroli shoppingcenter.

Foto: Gateau

SMAK Café

Malmø Kunsthal er et af Europas største udstillingsrum til moderne kunst og bestemt et besøg værd. Men nøjes ikke blot med at se på kunst. Malmø Konsthall er også hjemsted for den populære SMAK Café, der lokker med kunstneriske frokostanretninger, god kaffe og fokus på vegetariske og fiskeretter. Du kan både sidde indenfor eller ude i gårdhaven. Der er gratis entré og i boghandleren findes der et spændende udvalg af kunstbøger.

SMAK Café
S:t Johannesgatan 7
211 46 Malmø

Noir Kaffekultur

Noir Kaffekultur er en hyggelig, lille kaffebar med både smoothies, kager og grønne retter på menuen. De har desuden et virkelig godt udvalg af slik, lækre chokoladecroissanter og glutenfri chokoladekage. Der er ikke mange siddepladser, men hvis vejret er godt, er der masser af pladser udenfor.

Noir Kaffekultur
Engelbrektsgatan 6

Djäkne

Gemt lidt væk i en sidegade ligger Djäkne. De serverer nogle af Malmøs bedste kopper kaffe i hvide og minimalistiske lokaler. I den innovative kaffebar er der en skøn og hjemlig duft af nyristet kaffe. Og stedet kan mere end det. I baglokalerne findes et Startup Studio hvor selvstændige, der mangler et kontor, kan sidde og arbejde.

Djäkne
Djäknegatan 9
211 35 Malmø

Söderberg & Sara

I det hyggelige område St Knut, der ligger lige ved siden af Folkets Park, ligger caféen Söderberg & Sara. Det er den slags café, hvor de lokale sidder med sin morgenavis, og som man kun opdager, hvis man bor i området. Tankerne henledes på caféerne i Berlin, med godt stærk filter kaffe og lækre kanelsnegle.

Söderberg & Sara
Mäster Danielsgatan 3
211 35 Malmø

Café No. 6

Ikke langt fra Söderberg & Sara ligger Café No. 6 der har specialiseret sig i lækker kaffe. Siddepladserne er få men om sommeren er deres have en lille oase, hvor du kan nyde din kaffe.

Café No. 6
Mäster Henriksgatan 6
211 58 Malmø

Rigtig god fornøjelse!