Kultur & SightseeingSverige

Lund

Lunds domkirke, himmel og kirsebærtræer.

Lund er en by der kan byde på hele paletten: Det gamle og det moderne. Pulserende liv og stille kroge. Spændende seværdigheder og et rigt forretningsliv. Lund er desuden tæt omgivet af skønne vandreruter og mulighed for friluftsliv.

Foto: Kristina Strand Larsson

Ikke langt fra Malmø ligger Lund, der er en hyggelig universitetsby med masser af kultur. Lund er desuden Skånes tredje største by, og samtidig en af Sveriges ældste da den blev grundlagt af den danske konge, Svend Tveskæg omkring år 990. Mellem brosten og bindingsværkshuse mødes historien med fremtid og tradition for innovation. Alt er tæt på i Lund, hvilket gør, at byen er perfekt til at blive udforsket til fods. Bilen stiller du ganske enkelt i et af de mange parkeringshuse i centrum.

Gadehus i lille gyde i Lund.

Foto: K. Saether

Lunds Domkirke

Lunds Domkirke blev indviet i 1145, og betragtes i dag som en af Sveriges mest kendte seværdigheder med over 700.000 besøgende hvert år. Den storslåede kirke er det bedste eksempel på romersk arkitekturstil i Norden med smukke glasmosaikker og en prædikestol fra 1500-tallet. Gå ikke glip af det astronomiske ur, Horologium Mirabile Lundense, fra år 1424 når du besøger domkirken.

Uret, som viser stjernetegnene og månens forskellige faser, spiller to gange om dagen og frem træder de tre vise mænd for at hylde Jesusbarnet i Marias favn. Tag også gerne et kig ned i krypten, som er kirkens største turistattraktion. Her står to mytiske stenfigurer ved hver deres søjle. Omkring disse findes myten om Jætten Finn, der ifølge sagnet byggede kirken, men som i raseri over udeblivende betaling, ville ødelægge den igen. I stedet blev han narret, krympet og forstenet ved sin søjle. Andre fortolkninger går ud på, at stenfiguren er Bibelens Samson, som rev templet ned i Jerusalem.

Dannebrog - Ved siden af Andreas Sunesens sarkofag i Lunds Domkirke vises hvert år den 15. juni en kopi af det ældre Dannebrog udstyret med to blå pantere. Dagen efter flyttes flaget til ”Sjuarmade ljusstakens kapell”, og placeres ved siden af relieffet af Knud den Hellige, hvor det står resten af august.

Ved Domkirkepladsen findes det nye besøgscenter, Domkyrkoforum. Her er gratis offentlige toiletter, en lille café samt udstillingslokale. Lunds Domkirke er i øvrigt helt gratis at besøge.

Kyrkogatan 6,
222 22 Lund

Tornen på Lunds Domkirke.

Den Botaniske Have

Lunds Universitet har haft en botanisk have siden slutningen af 1600-tallet. I dag rummer den over 7.000 plantearter på et stort areal i centrum af Lund. Haven bedriver en bred virksomhed indenfor områderne botanik, havebrug og miljøkendskab, men er først og fremmest en fredfyldt park eller et inspirerende åndehul for de besøgende.

Væksthuset er lukket grundet renovering, og forventes at åbne igen i efteråret 2026.

Östra Vallgatan 20,
223 61 Lund

Magnolia i den botaniske have i Lund.

Foto: Leif Johansson

Kulturen i Lund 

Det er altid et hit at besøge Kulturens friluftsmuseum midt i det centrale Lund. Med mere end 30 kulturhistoriske huse og dejlige havemiljøer vises udstillinger om hvordan livet var i gamle dage, historie, håndværk, kunst og moderne design. Kulturen i Lund er en helt særlig tidslomme, og kan minde om Den Gamle By i Århus. Her kan du træde indenfor i husene og opleve livet i byen og på landet fra Middelalderen og frem til 1930’erne. Udover museet i Lund står Kulturen bag Tegnérmuseet, Borgeby slot, Bosjökloster mølle, Hökeriet og 1800-tals gården Kulturens Östarp i Sjöbo kommune.

Netop nu findes den særlige udstilling "Metropolis - Lund och Medeltiden", som fortæller om byen Lund som en metropol i middelalderen. Dengang havde Lund en ærkebiskop, og var derfor meget magtfuld i forhold til den nordiske kirkeprovins.

I februar åbnede udstillingen H. C Andersens sagovärld – en lekutställning, og den kommer til at findes frem til d. 11. januar 2026.

En anden udstilling er 2 tjugotal, som dykker ned i 1920erne og drager paralleller til vores egen tid, 2020erne.

Tegnérsplatsen 6,
223 50 Lund

Kulturens pedagog har visning för barn i Västra Vrams prästgård på Kulturen i Lund.

Foto: Viveca Ohlsson

Skissernas Museum

Skissernas Museum er et kunstmuseum med fokus på kunstnerens kreative proces. Her kan du opleve et kunstværk blive født, følge den kreative proces og opleve verdens største samling af skitser, modeller og forslag til svensk og internationalt offentligt kunst. Du kan endda nyde kunsten i den udendørs skulpturpark døgnet rundt. Ud over at møde kunsten, kan du på Skissernas Museum deltage i koncerter, filmvisninger, performances, workshops og meget mere.

Museet, som blev grundlagt i 1934 og som er en del af Lunds Universitet, består i dag af forskellige bygninger fra seks forskellige epoker. Den seneste tilbygning, designet af Elding Oscarson, gav museet et nyt ansigt ud mod museets skulpturpark med en ny entré, museumsbutik og restaurant.

Finngatan 2,
223 62 Lund

Kunst og skulpturer på Skissernas museum i Lund.

Lunds Konsthall

Midt i byen finder du Lund Konsthall. Bygningen er opført i 1957 af den lokale arkitekt Klas Anshelm og har fået stor opmærksomhed for sin rå skønhed. Den specielle og komplekse konstellation byder på både intime rum og åbne pladser. En arkitektur, der er velegnet til de mange forskellige udtryk der støder på hinanden her.

Hos Lund Konsthall bliver den internationale samtidskunst synliggjort og diskuteret. Udstilling og formidling er i fokus, men der er også plads til produktion og forskning. Stedet drives på et højt internationalt niveau og har samtidig en klar regional forankring. Lunds Konsthall har mange arrangementer for besøgende og alle udstillinger og arrangementer har gratis entré.

Kunstværker med sorte tårne på Lunds Konsthall, af kunstneren Aslan Goisum.

Mårtenstorget 3,
223 51 Lund

Universitetshuset

Universitetshuset er Lunds Universitets hovedbygning og ligger centralt i Lund, lige ved parken Lundagård og med universitetet foran sig. Stedet blev indviet i 1882 og er kendetegnet ved søjler og pragt. I 1800-tallet voksede Lunds universitet. De gamle lokaler i Kungshuset var blevet for små og man valgte derfor at flytte dele af universitetet. Man besluttede til sidst at opføre en ny universitetsbygning og lade universitetsbiblioteket overtage hele Kungshuset.

Universitetshuset i Lund med kirsebærtræer og folk, der holder picnic.

Foto: Folio/imagebank.sweden.se

Universitetsbiblioteket

Universitetsbiblioteket er i dag et specialbibliotek under Lunds Universitet med ansvar for de historiske samlinger, svenske tryksager og specialsamlinger. Stedet er i dag et tværvidenskabeligt studie- og forskningscentrum.

Helgonavägen 2,
221 00 Lund

Den smukke gamle bygning, Lunds Universitetsbibliotek set om foråret med blå himmel og forårsblomster.

Hökeriet - E. H. Larsson Win- & Diverseaffär

Er du i Lund, så smut forbi det lille gule hus på hjørnet af Sankt Annegatan og Tomegaps­gatan. Huset blev bygget i 1815 og blev i 1855 købt af Landgren og hans hustru, som åbnede hökeri, altså en lille dagligvarebutik. Det nuværende udseende fik Hökeriet da Elisabeth og Jöns Larsson ejede stedet, som de kaldte E.H. Larsson. Win- & Diverseaffär. Butikskiltet hænger den dag i dag over døren.

Stedet er i dag ejet af Kulturen i Lund og drives af frivillige som holder liv i butikken, museet og cafeén. Smut forbi og køb hyggelige minder som saft, marmelade, honning, gammeldags legetøj og godis. Her er også en lille kaffeservering, hvor man kan købe vafler med flødeskum og fikabrød. 

Hökeriet har åbent lørdage og søndage kl 12 - 16. Gratis entré.

Tomegapsgatan 4,
223 50 Lund

Saluhallen i Lund

Når du befinder dig i en by, der er kendt som gastronomisk centrum i Skåne, skal du selvfølgelig ikke gå glip af den lækre mad. Tag en tur i Saluhallen og tank op på delikatesser, der er deres svar på Torvehallerne. Her finder du både lækkert kød, skinker og pålæg, ost, chokolade, brød, kager og meget andet.

Saluhallen blev indviet i 1909 og har frem til i dag været det naturlige samlingssted for madører i regionen. Ved åbningen bestod Saluhallen af en stor hovedhal samt to mindre haller til ost og fisk. I dag er det ét stort madmekka med både butikker og restauranter. Fællesnævneren er, og har altid været kvalitet, service og viden. Saluhallens historie har været præget af usikkerhed. I 70’erne skulle stedet været blevet forvandlet til et aktivitetshus. Heldigvis valgte man at beholde stedet med den oprindelige intention – nemlig et mødested for indkøb af alt fra fasaner, kartofler, kød, ost og torsk til trøfler og kaviar.

Næste gang du besøger Saluhallen så stop op, og kig op. I loftet ser du det originale ur, på væggen mod Mårtenstorget, som har hængt der i over 100 år. Forestil dig, hvordan stedet så ud dengang. Og forestil dig, hvor mange måltider der er blevet nydt her, og hvor mange handler der er blevet gjort. Sommetider ville man ønske at væggene kunne tale, og dele de fantastiske historier med os.

Mårtenstorget 1,
223 51 Lund

Högevallsbadet

På en regnvejrsdag er Högevallsbadet i Lund den perfekte destination med ungerne. Her kan små og store vandhunde lege og plaske rundt i timevis. Högevall i Lund er Skånes mest moderne og største badeland, og her findes der både noget for store og små vandhunde. Kan du lide spænding og udfordringer, så vil du elske Eventyrsbadet, hvor den 213 meter lange vandrutschebane helt sikkert vil give dig kilden i maven.

Vil du hellere tage det lidt med ro, så tag forbi det store svømmebassin eller nyd det varme boblebad. De mindste kan plaske og lege i Djunglebadet, som er 30 grader varmt, og her er der masser af dyr, bobler og vandsprøjt. 

Högevallsbadet ligger fem minutter fra Lund C og her er masser af p-pladser.

Högevallsgatan 3,
222 29 Lund

Boblebadet ved Högevallsbadet i Lund.


Naturreservatet Skrylle

Lidt uden for Lund ligger Skrylle - et stort naturområde af flere sammenhængende naturreservater, og som ligger mellem Dalby og Södra Sandby. Skrylle er et af Sveriges mest besøgte friluftsområder og er et oplagt sted at besøge for børnefamilier, fordi der er så meget at opleve. Skovlegepladsen byder på masser af eventyr for børnene med både svævebane, gynger, rutsjebane og forhindringer med træstubbe og tunneller. Legepladsen ligger en lille gåtur fra Skryllegården, hvor der er masser af plads til at parkere bilen.

Områdets centrum er Skryllegården, som også danner udgangspunkt for mange aktiviteter og ruter i det rekreative område. Her er der både restaurant og café, naturlegepladser, motionsanlæg, sauna, grillpladser, shelters, fiskesø, ridestier og meget mere. Det lille åndehul rummer ikke mindre end 10 forskellige vandreruter og 6 motionsruter i både naturreservat og nationalpark. Naturreservatet Skrylle er perfekt hvis du vil have masser af svensk natur og frisk luft, uden at skulle køre ret langt.

Naturum Skrylle

Naturum Skrylle har åbnet dørene for en helt ny udstilling og nyt naturbesøgscenter midt i Skryllegården. Her kan I lære om naturen omkring Skrylle, se hvad der gemmer sig i træerne og udforske den geologiske tidslinje.

Hardeberga 161,
247 91 Södra Sandby

Nærbillede af svampe i naturreservatet Skrylle uden for Lund.

Foto: Sofie Persson

Shopping i Lund

Det middelalderlige bycentrum er præget af hyggelige gågader, smukke stræder og torve og ligger op til behagelig shopping både i små specialbutikker og store varemærke-kæder. Lilla Fiskaregatan, Stora Södergatan, Klostergatan, Bytaregatan og Skomakaregatan er alle eksempler på dejlige og centrale indkøbsstrøg.

I Lund finder du en blomstrende torvehandel der giver byen liv samt en række små butikker med varer og mærker, man ikke finder i Danmark. Desuden er der et stort udbud af de kendte svenske butikskæder som Lindex, Lagerhaus, Åhléns og selvfølgelig ICA. Vil du købe mad og delikatesser kan du, udover Saluhallen og Grand Deli, finde flere spiselige souverniers i Klostergatan. Madgaden som byder på alt fra delikat bagværk til lækre oste. Tøj og indretningsbutikker finder du mange af, blandt andet på Lilla Fiskaregatan og Stora Södergatan. Vil du rigtig forkæle dig selv, så smut forbi Torna Hällestad Lanthandel, som både har gårdbutik, delikatesse, restaurant og bageri. 

Er du på udkig efter legetøj og børnetøj til familiens mindste, så anbefaler vi, at du lægge vejen forbi Lek & Sak, Polarn och Pyret og Lekia. Vil du hellere gøre gode fund i vintage- og secondhand butikker så besøg Zimmerdahl Antiques & 20th century design, Crafoord Auktioner, Erikshjälpen Second hand, Svalorna Second Hand og Emmaus. Hos VisitLund kan du desuden læse meget mere om de gode vintage-tips i byen.

Hos Tant Hulda finder du garn, keramik, bøger, smykker og udvalgt tøj. Hos Bric à Brac finder du smukke og tidløse kjoler i flotte print og Butik NOUN 1906 byder dig velkommen i deres stilsikre univers med udvalgt tøj og indretning. Er du vild med indretning i minimalistisk stil, så tag forbi Granit, hvor du helt sikkert vil gøre en masse gode fund. 

Tehuset Java

Midt i centrale Lund ligger Tehuset Java, som er et sandt paradis for tedrikkere og andre som vil sætte guldkant på hverdagen. Siden starten af 1932 har den hyggelige butik solgt et stort udvalg af te, kaffe, delikatesser, gaver, og klassisk engelsk porcelæn. Her finder du alt hvad hjertet begærer, og man kan bruge lang tid på at snuse rundt mellem hylderne.

Västra Mårtensg. 8A
223 51 Lund

Man hælder tørret te på  Tehuset Java i Lund.

Smag på Lund

Også når sulten melder sig har Lund en masse lækkert at tilbyde. Hvad med lækre pandekager i alverdens udformninger hos Crêperiet. Hos Alice och Kattens tesalong kan du drikke te af smukt stel og spise friskbagt bagværk, som en ægte engelsk afternoon tea med scones og hjemmelavet marmelade og lemon curd. Hos Broder Jakobs kan du fika på ægte svensk manér med friskbagte kanel- eller kardemommesnurrer, som bare MÅ smages. Tip: køb nogle med hjem så du kan nyde dem igen. Du vil ikke fortryde det! Melder den søde tand sig så smut også forbi Chokolaterie Hovby no 9, som er et af Sveriges første chocolaterie. Et absolut must når du er i Lund!

Vil du drikke virkelig gode kaffe i hyggelige omgivelser, så læg vejen forbi Love CoffeePatisseriet byder på lækre kager, friskbagt brød og de bedste macarons. Måske har du hørt om Ahlgrens Konfektyr. Stedet er et af Sveriges mest velrenommerede konfektyrebutikker, og her kan du glæde dig til chokolade i en helt ny liga. Bengtssons Ost er en skøn kombination af osteri og bageri og hos Mannz Bageri kan du købe det lækreste brød og kager i de hyggeligste omgivelser.

Kan brød og kager ikke stille sulten så smut forbi Grand Hotell, som er et populært frokoststed. Gamla Franska der ligger i Saluhallen byder på lækre klassiske franske retter, som du kender dem bedst. På Skissernas Museum ligger På Skissernas der serverer ambitiøse men jordnære retter med inspiration fra hele verden. Er du mere til burger med lækkert tilbehør? Så tag forbi TUGG der har alt hvad et burger-hjerte kan begære. Skal det være ekstra lækkert så besøg Mat och destillat. Her kan du få dagens frokost for 155 SEK eller få den lækreste middag. 

Overnatning i Lund

I Lund ligger der massevis af lækre hoteller både i og uden for byen - og i alle prisniveauer.

Grand Hotel Lund

Grand Hotel i Lund er et hotel udover det sædvanlige. Historiske vingesus, arkitektur, god mad og strålende service. Her er man mere end bare en overnattende gæst der sover og spiser. Sådan var tankegangen dengang hotellet åbnede i 1899 - og sådan tænkes der stadig på Grand Hotel i Lund. Hotellet har sin helt egen sjæl. Den sidder i væggene, i gulvene og man fornemmer historien helt tydeligt, takket være de nænsomme renoveringer. Her dufter der af hjemmelavet mad og man mærker stemningen og ildsjælene der driver stedet. Her får du desuden 20% på en overnatning med CLUB Øresund.

Bantorget 1,
222 29 Lund

Hotelværelse med en stor seng på Grand Hotel i Lund.

Hotel Concordia

Det eksklusive 4-stjernede Hotel Concordia ligger i Lunds bykerne i et totalrenoveret 100 år gammelt kulturhus fra 1882. Hotellet ligger på en stille sidegade, kun 100 meter fra Lunds største gågade, som byder på fremragende indkøbs- og shoppemuligheder. 

Stålbrogatan 1
222 24 Lund

Hotelværelse med dobbeltseng på Hotel Concordia.

Hotel Planetstaden

På First Hotel Planetstaden kan du sammen med hele familien nyde et hyggeligt ophold med adgang til både fitness og et mindre spa med pool, jacuzzi og sauna. Hotellet har gode familierum, så I kan bo sammen, og så ligger det både tæt ved motorvejen og i kort afstand til Lund City.

Dalbyvägen 38
224 60 Lund

Den lille og hyggelige spa-afdeling med mindre pool og jacuzzi hos Hotel Planetstaden i Lund.

Parkér desuden bilen ved Autogruppen i Lund, hvor du kan få fixet din bil med 20% rabat når du har ØresundGO og er med i CLUB Øresund.

Rigtig god tur!

Mangler du stadig tips og idéer? Så se mere på www.visitlund.se og www.lundcity.se 

Du kan også finde masser af fine billeder og god inspiration på deres Instagram-profil.