Kultur & SightseeingSverige

Malmøs skjulte perler

Opdag skjulte perler i Malmø, som kun de lokale kender til. Fra charmerende caféer til spændende butikker og skjulte restauranter. Hvilken bliver din favorit?

I Malmø er en god kop kaffe aldrig langt væk. Her finder du tips til hyggelige kaffebarer i byen.

Hyggelige caféer i Malmø:  

Noir vin & kaffekultur – Moderne lille café beliggende på Engelbrektsgatan 6, lige bag Lilla Torg. Her finder du udover kaffe også lækre frokoster og lækkert bagværk.  

Kaffebaren på Möllan – Efter at have besøgt indkøbscentret Mitt Möllan og torvehandlen på Möllevångstorget må du ikke gå glip af en hurtig kop kaffe på den klassiske café Kaffebaren på Möllan.  

Uggla Kaffebar – På hyggelige St Knuts Torg ligger Uggla Kaffebar. Her kan du nyde en dejlig atmosfære og god kaffe i et af Malmøs mest trendy områder. 

Skiltvindue til den Skjulte Perle Veya i Malmø.

I Veya på Sankt Knuts Torg finder du både indretning og mode. 

Spændende indretning, smuk vintage og frisk fisk i Malmø: 

Rad Susie Vintage – Dejligt udvalg af vintage tøj og sjove accessories på Storgatan 39. 

Miloii – I den skønne butik på Engelbrektsgatan 17 blander unikke ting sig med velkendte mærker, indretning og dametøj. Længere nede ad gaden mod Lilla Torg finder du også Lilla Skåne med skånsk håndværk og velproducerede produkter fra små producenter og designere. 

Geijersgatan 53 – Her kan du både nyde lækker kaffe og kigge på smukke indretningsdetaljer og planter. Når vejret tillader det, er der en hyggelig udendørsservering lige foran huset. Her er også meget familievenligt! 

Veya på Sankt Knuts Torg – En rigtig lille perle med spændende indretning, accessories og tøjmærket Henry Rude. 

Fiskeboderne - På Banérskajen ved Malmö Museum finder du Fiskeboderne, Malmøregionens største marked for frisk fisk og skaldyr. Om sommeren åbner en af fiskehandlerne, Blå Hoddan, sin udendørs servering, og du kan blandt andet nyde deres velkendte fish and chips. Mums!

Malmø har mange hyggelige parker og oaser. En af dem er Folkets Park, hvor der er gode aktiviteter og oplevelser for børn og voksne.

God mad og hyggelige omgivelser finder du på Far i Hatten i Folkets Park. 

Malmøs restaurant-perler: 

Saltimporten Canteen – Her serveres en af Malmøs absolut bedste frokoster.

Ramen to Bíiru – På hjørnet af Möllevångstorget ligger Malmøs første Ramen to Bíiru restaurant. Tag plads på den store udendørsterrasse eller inde i den hyggelige restaurant og nyd lækker traditionel japansk ramen. 

Two Forks – En spændende nykommer lige overfor. Her finder du velsmagende små- og mellemretter med fokus på det levantinske køkken. 

Via Napoli i Slottstaden – Et perfekt stop efter en dag ved Ribban, stranden midt i Malmø. Hos Via Napoli er det italiensk hele vejen, både når det kommer til maden, indretningen og atmosfæren. Gå ikke glip af isbaren Via Palermo, som ligger lige ved siden af og også har en filial på gågaden inde i byen. 

Far i Hatten – Leder du efter hyggeligt sted og god mad? Så er Far i hatten i Folkets Park noget for dig! Hvis du er heldig, bydes der også på både livemusik og quiz.

Luftfoto af Västra Hamnen,Malmøs nyeste bydel med spændende og moderne arkitektur, herunder vartegnet Turning Torso.

Langs vandet i Västra Hamnen er der plads til alle!  

Picnic med udsigt over Øresund

Køb frokost med dig, sæt dig på en af træbroerne langs vandet i Västra Hamnen og nyd den smukke udsigt over Øresund. Måske tør du endda tage en dukkert?  

Tag en tur med den gamle sporvogn forbi Malmøhus Slot, det Tekniske Museum og Slotsparken. Perfekt oplevelse for børnefamilier.

Imponer de mindste i familien med en hyggelig sporvognstur med egen billet. Foto: PG Andersson, MSS Museiförening 

Malmøs skjulte perler for de små

Tag en tur med den gamle sporvogn, der kører forbi Malmøhus Slot, forbi Teknisk Museum og gennem Slotsparken og til Stadsbiblioteket. Turen tager cirka 20 minutter, og du kan stige af ved alle stoppesteder langs ruten. Sjovt for både store og små! Læs mere om sporvognsturen her.

Hav- og strandlegepladsen, Den Hemmelige By og Eventyrlegepladsen er alle tre hyggelige steder at underholde små børn. Du finder alle Malmøs temalegepladser her.