Kultur & SightseeingSverige

Söderslätt og Trelleborg

Trelleborg er Sveriges sydligste by og et perfekt udgangspunkt for at møde Skånes landskab og sydkyst. Her finder du Skåneleden, pilgrimsveje og cykelruter, der tager dig med ud på landet til gårdbutikker, hyggelige caféer, håndværkere og smukke strande! Den 35 km lange kyst krones af Smygehuk - Sveriges sydligste punkt, hvor du året rundt kan møde naturens pragt.

Trelleborg

Der hersker ingen tvivl om Trelleborgs tilknytning til Danmark. I slutningen af 1980'erne blev der fundet en ringborg fra vikingetiden midt i byen. Det viste sig at være en trelleborg af den type, som ellers kun var fundet i Danmark. Borgen kunne dateres til slutningen af det 9. århundrede, en tid, hvor danske Harald Blåtand kæmpede for at forene sit Dannevirke, og det kan nemt tænkes, at borgen udgjorde en østlig garnison i vikingekongens rige. Fundet gav desuden byens navn en forklaring. I dag er en fjerdedel af borgen rekonstrueret og udgør sammen medVikingmuseet og Vikinggården et friluftsmuseum og en grøn oase i byens centrum.

Foto: VisitTrelleborg

Trelleborg nævnes som by for første gang i år 1257 og er en af Skånes ældste byer. Den middelalderlige byplan er stort set uberørt, men byen har mistet en betydelig del af den gamle bebyggelse. De ældste dele findes omkring Gamla torg, hvor kirken, klosteret og torvet minder om det, som engang var byens centrum. I begyndelsen af 1900'erne udviklede Trelleborg sig meget hurtigt! Der blev anlagt jernbane, havnen blev udvidet, færgeruter blev etableret, og industrier blev grundlagt. Jernbanen og søfarten skabte gode forhold for Trelleborg, og i dag er havnen Skandinaviens største roll on-  roll off havn.

Familie går hånd i hånd på gaden i Trelleborg.

Foto: VisitTrelleborg

Trelleborg byder på shopping, interessante museer, kultur, sport, offentlig kunst, smukke blomster – og palmer! Det tiltrak stor opmærksomhed, da Trelleborg i 1984 importerede de første palmer fra Alicante i Spanien. Det viste sig nemlig, at det sydsvenske klima passede palmerne perfekt. I dag har byen omkring 100 palmer, som flyttes ind i palmehuset om vinteren. Byens gågade er spækket med butikker, spisesteder og et indkøbscenter. Byparken med over 100 forskellige slags træer ligger også i centrum, og bliv ikke overrasket, hvis du møder en flok frie påfugle eller en flok høns på din vej.

Foto: Lars Andersson/VisitTrelleborg

Seværdigheder i Trelleborg

Trelleborgen – På byens højeste punkt ligger den rekonstruerede vikingeborg med museum, butik, café, vikingegård med guidede ture. Her får du et unikt indblik i hvordan vikingerne levede i 900-tallet, hvor Harald Blåtand herskede. Hvert år den anden weekend i juli, kan du her opleve "Slaget om Trelleborgen" med vikingemarked og ægte vikinger. I den nye udstilling Borgen ved havet på Vikingemuseet på Trelleborgen, får I lov til at følge den sagnomspundne vølve, frit fortolket af danser og koreograf Virpi Pahkinen, i en fortælling om borgen og pladsens historie.

Västra Vallgatan 6,
231 64 Trelleborg

Trelleborgs Museum – er et kulturhistorisk museum midt i byens centrum med forskellige udstillinger inden for kunst og kultur fra hele Söderslätt. Her findes der også en biograf, museumsbutik og café. I udstillingen "ÖGA mot ÖGA" på museet kan du møde den kendte viking fra Vannhög og dronningen fra Vemmerlöv. En sjov oplevelse for alle aldre.

Stortorget 1,
231 43 Trelleborg

Foto: Ingrid Wall/ VisitTrelleborg

Kirker

S:ta Katarina klosterruin & klosterträdgård – er et fransiskaner munkekloster der blev grundlagt i 1267. Klosterhaven blev restaureret for nogle år siden og er en grøn oase i byens centrum. Her starter også pilgrimsruten Mariavägen, som er en del af pilgrimsruten mellem Santiago de Compostela og Nidaros.

Gasverksgatan 3,
23152 Trelleborg

Norra kyrkogården – her finder du Invalidmonumentet af Axel Ebbe, der mindes krigsofrene som døde i Sverige under 1. verdenskrig. Her ligger også Främlingskyrkogården og en krigskirkegård fra 2. Verdenskrig.

Rännevägen 6,
231 43 Trelleborg

S:t Nicolai kyrka – er en kirke fra midten af 1200-tallet, som fik sit nuværende udseende i 1883. Kirken er helliget Sankt Nicolaus, søfartens helgen.

Norregatan 14,
231 43 Trelleborg

Parker og haver

Trelleborg er kendt for sine mange smukke planter og blomster. Om sommeren er det en sand fornøjelse at gå rundt i den farvestrålende by, der hvert år besøges af mange blomsterentusiaster der vil nyde en gåtur i det farvestrålende blomsterhav. 

Byens palmer er noget ganske særligt! I 1984 blev de første palmer plantet i Trelleborg, som blev hentet fra Alicante i Spanien. Siden er palmerne blevet flere og flere, og om sommeren pryder over hundrede palmer bybilledet. Det er også værd at fremhæve Ginko Biloba Allé, som er et løvfældende nåletræ, der har overlevet i 250 millioner år. En af Europas nordligste Ginko alléer ligger på Nygatan i Trelleborg.

Trelleborgs Stadspark er også et besøg værd. Parken blev grundlagt i 1896, og i dag vokser her over hundrede forskellige slags træer. Her findes der også en scene for musik og teater, fugledamme, legepladser og kunst af Axel Ebbe og Ralf Borselius.

Foto: VisitTrelleborg

Foto: VisitTrelleborg

Rekreation

Der findes mange grønne rekreative områder i Trelleborg. Flaningen er ét af de grønne områder med vandrestier og fugldamme. Når dammen fryser til om vinteren er det muligt at stå på skøjter på isen. Et andet rekreativt område er Dalabadet i den østlige del af Trelleborg med badestrand, campingplads, restaurant, sommerhusudlejning og en 170 m lang bro.

Et andet fantastisk grønt område er Skåneledens 21. etape som starter ved Trelleborg-Torup og slutter ved Trelleborg C. Langs små veje passerer du Söderslätts bølgende landskab. På ruten kommer du forbi gamle kirker, mindesmærker, fortidsfund og gamle skånske bymiljøer.

Ved Östra Torp er der blevet bygget et arkitekttegnet shelter kaldet The Cocoon. Shelteret er placeret på en bakke ved det unikke sted Kalkugnarna. The Cocoon er inspireret af kalkovnene og den unikke historie.

Arkitektur

Gamla Torg – I gamle dage var det Trelleborgs centrum. Mod nord lå kirken, mod syd lå klosteret og vandet blev hentet i brønden på torvet, hvor der også blev holdt marked og forsamlinger. I torvets nordvestlige hjørne ligger Trelleborgs ældste hus.

Stortorget - I slutningen af 1800-tallet blev Stadsparken og det som kaldes Nya Torg grundlagt, og torvehandel blev et tilbagevendende event i bybilledet. Onsdage og lørdage er der fortsat torvehandel på pladsen, som i dag hedder Stortorget.

Vanttentornet - I 1912 blev det 58 meter høje vandtårn bygget. Bygningen er designet af Ivar Tengbom, og i dag ligger her en café med udendørsservering i stueetagen.

Foto: VisitTrelleborg

Söderslätt & sydkysten

Söderslätt er navnet på den flade og frugtbare slette omkring Trelleborg. Her finder du Sveriges mest frugtbare landbrugsjord, bindingsværksgårde og typiske Skånske landsbyer. Selv de indfødte kalder området for det mest skånske i hele Skåne. Stedet vrimler med små landsbyer med specialbutikker og gallerier, hvor lokale ildsjæle holder liv i gamle håndværk og producerer lokale delikatesser.

Landsbyer og kirker ligger usædvanligt tæt på Trelleborg. Årsagen er den frugtbare jord, der gennem tiden har tiltrukket folk hertil. Omkring 50 små landsbyer findes der her, der hver har sin middelalderlige kirker og hvidkalkede gårde. De fleste af kirkerne stammer fra det 12. og 13. århundrede, og blev bygget på forhøjninger og tjente derved også som landemærker for søfarende.

En tur langs sydkysten byder på smuk udsigt, strandenge, badestrande, små havne og hyggelige fiskerbyer. Langs kystvejen ligger butikker med alt fra håndværk og kunst til tøj og indretning. Om sommeren lokkes folk hertil af strande, svømning, sejlads og vandsport. Om efteråret, vinter og forår viser naturen sig fra en anden side med blæst og bølger, fiskeri, masser af trækfugle, vandreture og vinde, der tiltrækker surf- og kitefans. Smygehuk er sydkystens stolthed og Sveriges sydligste by. Byen er året rundt et besøg værd, men særligt om sommeren summer stedet af liv, mad, arrangementer og shopping.

Foto: VisitTrelleborg

Natur

Omkring Trelleborg findes der hele fire naturreservater; Beddinge strandhede, Dalköpinge enge, Fårabackarna og Maglarps sandtag, der alle er helt særlige på hver deres måde.

Havne

Ud over den store havn i Trelleborg er der tre små havne til fiskeri og fritidsbåde - Gislöv, Skåre og Smyge Hamn.

Foto: VisitTrelleborg

Kulturlandskabet

Bronze- og stenalderlandet med gravhøje og stendysser minder os om, hvilken rig kulturhistorie der hviler netop her. Området omkring Trelleborg har været bosat i tusinder af år, og her findes der mange runesten, gravkamre og bronzealderhøje. Her kan Skateholmsboplatsen øst for Trelleborg nævnes, der er et helt unikt sted, der for 7000 år siden i den sene stenalder var beboet.

Ikke langt herfra ligger Foteviken Vikingemuseum, som er et arkæologisk open-air museum, der viser, hvordan livet kan have været i den sene vikingetid og tidlige middelalder. Udover de traditionelle udstillinger har museet en rekonstrueret vikingeby med bygninger og et vikingeskib, der er rekonstrueret ud fra et arkæologisk fund i Foteviken.

Fotevikens Vikingemuseum er intet traditionelt museum. Her bor der nemlig ægte vikinger, der formidler fortiden ved at anvende autentiske materialer og teknikker, så historien kan fortælles korrekt. Byen er ingen filmkulisse, men består af rigtige beboelige huse med rigtige mennesker.

Her må du kigge ind i alle huse, røre ved alt, du finder på din vej, sidde, hvor du vil. Vær med til at lave mad, arbejd med stof, tekstil og læder. Snit i træ eller arbejd med rav. Tag en økse i hånden eller prøv et sværd. Er du heldig, kan du skyde med bue og pil eller deltage i historiske lege. Og hvis du tror, at vikinger ikke havde smag, så prøv lidt nybagt brød med friskkærnet smør.

Fotevikens Vikingemuseum
Museivägen 27
236 91 Höllviken

Badesteder

I området findes der masser af skønne badestrande og steder, hvor du på en varm sommerdag kan få en kølig dukkert. Her kan nævnes Beddingestrand, Dalabadet, Gislövs strandmark, Nybostrand/Karinbadet, Skateholm, Skåre skansar, Smygehus havsbad og Östra Stranden.

Kirker

Trelleborg kommune er den kommune i Sverige med flest kirker! De fleste er bygget i det 12. og 13. århundrede. De fleste er små og intime, bygget i tegl og hvidkalkede. I middelalderen blev flere af dem om- og udbygget eller helt erstattet af nye kirker. I anden halvdel af 1800-talet voksede befolkningen så meget at middelalderkirkerne blev for små, og man byggede i stedet de store røde teglkirker.

Foto: VisitTrelleborg

Hoteller og overnatning i Trelleborg

Weinbergs Hotell på Idala Gård
Weinbergs Hotell på Idala Gård er et charmerende hotel beliggende i hjertet af Skåne i Sverige. Hotellet tilbyder en unik og autentisk oplevelse med overnatning på en vingård, hvor du kan udforske de smukke omgivelser og nyde en fantastisk gastronomisk oplevelse.

Palm Tree Hotel
Besøg hyggelige Trelleborg og bo på Palm Tree Hotel midt i byen. Hoteller har 42 smagfuldt indrettede værelser, både enkeltværelser, dobbeltværelser og familieværelser, med bløde senge, nye badeværelser, wifi, tv mm.

Rigtig god tur!

Vil du have endnu mere inspiration, så besøg VisitTrelleborgs som også kan følges på deres Instagram profil.

Kilde: VisitTrelleborg