Kultur & SightseeingSverige

Udendørs museer i Skåne

Vikinger, små bondesamfund, middelalderborge og moderne kunst. I Skåne kan du året rundt besøge en masse spændende udendørs museer, hvor både børn og voksne kan blive klogere på vores fælles kulturhistorie - og få masser af frisk luft. Læs med her og lær mere om nogle af Skånes mange fantastiske udendørs museer.

Skåne har dannet kulisse for mange af tidens spændende epoker. Engang var området skiftevis dansk og svensk og det betyder, at vi i dag kan opleve fantastiske borge og slotte, hvor konger og hertuger boede og herskede over regionen. Desuden er Skåne kendt for sin landbrugstradition, og de små, hvidkalkede gårde, der ligger spredt ud over området, er karakteristiske for denne del af landet. Nogle af disse gårde er blevet bevaret eller restaureret og forvandlet til friluftsmuseer, hvor du kan få en forståelse for det hårde liv på landet.

Og endnu før det, var Skåne hjemsted for de berygtede vikinger. At besøge Skånes udendørs museer, er simpelthen som at rejse tilbage i tiden.

Wanås kunstudstilling

Wanås er en udendørs kunstudstilling tæt på Hässleholm, der er kendt for sine store udstillinger af svensk og international kunst. Wanås er et sted, hvor kunst, natur og historie mødes. Siden 1987 har Wanås præsenteret moderne international kunst med fokus på installationer, og har udstillet kunst fra bl.a. Yoko Ono og Roxy Paine. Stedet består af et slot, en økologisk gård, et kunstgalleri, en stor skulpturpark med over 50 permanente kunstværker samt en butik og en café. Hvert år inviteres verdensberømte kunstnere til at producere kunst på Wanås.

De skiftende udstillinger vises i udstillingslokalerne Magasinet og Stalden. Skulpturparken i slotsparken gør Wanås til noget særligt og er et must see for kunst-elskere og er en stor oplevelse. Nogle af kunstværkerne er endda så godt tilpasset naturen, at de er vanskelige at opdage. Gå ikke glip af Yoko Ono's kunstværk – 14 æbletræer, hvor de besøgende kan skrive et ønske ned på en seddel og hænge på træet. Ønskerne sendes hvert år til Island, hvor Yoko Ono gemmer dem til minde om John Lennon.

Wanås,
289 90 Knislinge

Wanås
Wanås lek

Foto: Visitskåne

Kulturen i Lund

Kulturen i Lund er et frilandsmuseum placeret centralt i Lunds bymidte. Træd indenfor i husene og oplev hvordan livet var i byen og på landet helt tilbage fra middelalderen og frem til 1930’erne. På Kulturen er der også en række varierende udstillinger og forskellige arrangementer for alle aldre.

På legepladsen er der et lille vandsystem med en gammeldags, manuel pumpe, der kan holde de yngste underholdt i timevis. Bliver I sultne, så smut forbi restauranten og caféen, eller nyd en picnic på de velplejede græsplæner.

Med CLUB Øresund får du 50% rabat på entré til Kulturen i Lund hele 2024. Gå to ind - betal kun for én.

Kulturen i Lund
Traditionelt bindingsværkshus ved en dam med svaner, omgivet af grønne marker på Kulturen i Lund

Tegnérsplatsen 6,
223 50 Lund

Frederiksdal Museer & Trädgård

Fredriksdal tæt på Helsingborg er et af Sveriges største frilandsmuseer. Stedet er opbygget omkring en gammel herregård med lader, stalde og en café. Her kan du opleve forskellige havetyper, natur, landbrugsjord som er karakteristisk for Skåne, og genskabte bymiljøer med historiske bygninger med forskelligt håndværk fra gamle dage. Børnene kan stifte bekendskab med bondegårdsdyr som heste, køer, grise, høns, kaniner og geder, som tidligere var almindelige på de skånske gårde, men som i dag er en sjældenhed.

Gisela Trapps väg 1,
254 37 Helsingborg

Frederiksdal Museer & Trädgård

Foto: Visitskåne

Fotevikens Vikingemuseum

Bronze- og stenalderlandet med gravhøje og stendysser minder os om, hvilken rig kulturhistorie der hviler over regionen. Og her – i en vig i Höllviken – findes der stadig levende vikinger. Fotevikens Vikingemuseum er et arkæologisk open-air museum, der viser, hvordan livet kan have været i den sene vikingetid og tidlige middelalder. Ud over de traditionelle udstillinger har museet en rekonstrueret vikingeby med bygninger og et vikingeskib, der er rekonstrueret ud fra et arkæologisk fund i Foteviken.

Der er desuden en ny spændende legeplads for børn med et vikingeskib, balancegang, stylter, legehuse og en vikingeskole, hvor børnene lærer at håndtere et sværd, spyd og skjold.

Fotevikens Vikingemuseum

Her må du kigge ind i alle huse, røre ved alt, du finder på din vej, og sidde hvor du vil. Vær med til at lave mad, arbejd med stof, tekstil og læder. Snit i træ eller arbejd med rav. Tag en økse i hånden eller prøv et sværd. Er du heldig, kan du skyde med bue og pil eller deltage i historiske lege. Og hvis du tror, at vikinger ikke havde smag, så prøv lidt nybagt brød med friskkærnet smør.

Fotevikens Vikingemuseum

Fotevikens Vikingemuseum
Museivägen 27
236 91 Höllviken

Glimmingehus

Glimmingehus er en gammel dansk middelalderborg, der ligger tæt på Simrishamn og er et spændende sted for både børn og voksne. Stedet er Sveriges nationalborg og Nordens bedst bevarede middelalderborg. Måske du kender borgen fra fortællingen om Niels Holgersson der fløj på ryggen af en gås ind over Skåneland og landede på borgen.

I dag er borgen et levende museum med middelalderkøkken og en museumsbutik, hvor man kan opleve livet som i gamle dage. Tag på guidede ture, hør spøgelseshistorier og bliv klogere på borgens mange forsvarsværker og dødbringende fælder.

Glimmingehus med et stejlt, rødt tag og små vinduer, der står i et åbent område med få træer omkring.

Glimminge 1,
276 56 Hammenhög

Damplokomotivet i Brösarp

Er du på Österlen så tag til Brösarp og hop på det gamle damplokomotiv fra stationen. En tur med damplokomotivet er som en rejse tilbage i tiden. Stedet er elsket af togentusiaster, og her kan man opleve hyggen når lokomotivet tøffer gennem landskabet. I ankommer til St. Olof, hvor det er muligt at leje en jernbanecykel som vil give en helt anderledes oplevelse af den gamle jernbane.

Togets personale er klædt på som i gamle dage, og er med til at gøre turen autentisk. Toget stopper på fire stationer: Brösarp, Ravlundabro, Vitaby og St. Olof – alle sammen hyggelige små landsbyer, hvor man kan holde pause og spise is. Hvis du tager toget på en søndag, kan du bestille et bord i restaurantvognen og nyde et lækkert måltid undervejs.

Damplokomotivet i Brösarp
Brösarp

Foto: Visitskåne

Nysgerrig på mere udendørs kunst? Tjek denne guide ud, som handler om Lars Vilks' store kunstværk Nimis, der ligger i det smukke naturområde ved Kullaberg.

Mange af de udendørs museer i Skåne kan kombineres med andre oplevelser, som du stadig kan nå på en dag. Her kan du læse om sjove aktiviteter, der alt sammen kan klares på en dagstur over broen.

Rigtig god tur!